Har du redan skapat en profil för Min Feriepartner? Logga in på Min Feriepartner.
Ankomst og afrejse
På lejebeviset fremgår det, hvor du skal hente nøglen til din feriebolig. Det fremgår ligeledes, fra hvornår ferieboligen senest står til din rådighed på ankomstdagen. Og hvornår du senest skal forlade den på afrejsedagen.
Særligt ved nøgleafhentning på bureauet: Ved ankomst udenfor bureauets åbningstid, ligger nøglen klar til afhentning i bureauets nøgleboks/nøglerum. Ved afrejse udenfor bureauets åbningstid afleveres nøglen i bureauets postkasse/nøgleboks.
Affald
Ved ferieboligen står der enten en affaldscontainer eller en affaldssæk. Tømningsintervallet kan variere fra område til område. Du kan derfor ikke forvente en tom container/sæk ved ankomst. Alt affald skal sorteres og bortskaffes efter de angivne forskrifter. Efterlades ferieboligen med en overfyldt affaldscontainer eller usorteret affald, forbeholder Feriepartner sig ret til at opkræve et gebyr for bortskaffelse af affaldet.
Afstande
Alle afstande er målt på internettet via Google Earth og er angivet i luftlinje. Afstandene er udarbejdet efter bedste evne.
Allergi
Kun i ferieboliger med henvisningen “allergivenligt” kan du være 100 % sikker på, at der aldrig har været husdyr. Selvom der i husbeskrivelsen står, at husdyr ikke er tilladt, kan en husejer eller dennes gæster have haft husdyr med i ferieboligen. Feriepartners medarbejdere tager intet ansvar for allergiske reaktioner i forbindelse med husstøv. Vi gør opmærksom på, at personer, som har støvallergi, bør vælge huse med træ- eller flisegulve.
Anvendelse af ferieboligen
Ferieboligen må kun anvendes til rekreative formål, og således ikke til fester og sammenkomster uden udlejers forudgående samtykke. Feriepartner er berettiget til at kontakte lejeren, såfremt der er en begrundet mistanke om et ikke-rekreativt formål med lejemålet.
Baderåd
I nogle områder ved de danske kyster kan det være farligt at bade. Følg derfor disse baderåd:
1. Lær at svømme og springe rigtigt
2. Bad aldrig alene
3. Bad kun hvor det er tilladt
4. Gå kun ud til navlen
5. Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
6. Svøm langs kysten
7. Bad aldrig med alkohol og euforiserende stoffer i blodet
8. Gå op, når du begynder at fryse
Yderligere badeinformationer får du hos dit lokale Feriepartner-bureau.
Barnestol, barneseng og trækvogn
Barneseng, barnestol og trækvogn kan hos de fleste bureauer lånes gratis ved selvafhentning og tilbagelevering. De bestilte genstande bliver udleveret sammen med husnøglen ved ankomst og skal tilbageleveres senest på afrejsedagen. Hvis din feriebolig har nøgleboks, skal udlånsgenstande (barnestol, barneseng og/eller trækvogn) afhentes på det lokale bureau og leveres tilbage til bureauet ved afrejse.
Nogle få bureauer forlanger et gebyr ved bestilling af barneseng, barnestol og trækvogn. Forhør nærmere hos det enkelte Feriepartnerbureau.
Betaling
1. rate er en forudbetaling på 25 % af den samlede lejepris. Restbeløbet og depositum skal betales senest 70 dage før lejeperiodens begyndelse. Ved booking mindre end 70 dage før lejeperiodens påbegyndelse betales hele lejen straks. Sammen med lejebeviset får alle gæster bankforbindelse inklusive IBAN-nummer og SWIFT-kode til overførsel af det angivne beløb. Alle gæster kan betale med kreditkort på Feriepartners hjemmeside.
Brænde
Brænde er ikke inkluderet i lejeprisen, men du kan købe brænde i f.eks. supermarkeder. Ligger der brænde ved ferieboligen er det ejerens privateje, og må kun benyttes/købes, hvis der er givet tilladelse hertil. Betalingen går da direkte til ejer, og beløbet skal ved afrejse efterlades i huset. Det er ikke tilladt at samle brænde i skoven eller på stranden, da det kan indeholde salt, som kan ødelægge brændeovnen. Ved kraftig vind eller storm kan det ske at brændeovnen/kaminen ikke kan benyttes, da vinden presser røgen tilbage i skorstenen.
Byggelarm
I løbet af din ferie kan der forekomme byggelarm i de nærmeste omgivelser. Feriepartner har ikke mulighed for at vide hvor og hvornår der bliver bygget eller renoveret, og kan derfor ikke gøres ansvarlig herfor.
Cykler
Ved nogle ferieboliger forefindes cykler, som lejer frit kan benytte. Feriepartner påtager sig dog intet ansvar for kvalitet og standard og evt. defekter.
Cykeludlejning
Cykler kan lejes i nærområdet, og Feriepartner står gerne til rådighed, hvis du har brug for yderligere informationer.
Depositum / Forbrug
Et depositum forlanges ved ethvert lejebevis, og betales med 2. rate. Efter afrejse bliver ferieboligen kontrolleret. Forbrugsomkostningerne bliver modregnet depositummet, og restbeløbet tilbagebetales indenfor 14 dage efter afrejse, på den konto du har meddelt.
Elektricitet
220 Volt i alle ferieboliger.
Energiforbrug
Feriepartner anbefaler, at du kontrollerer energiforbruget under opholdet.
Fisketegn
Fisketegn til kystfiskeri kan købes på www.fisketegn.dk
Forbrugsomkostninger
Strøm- og evt. olievarmemålere aflæses ved ankomst og afrejse, og indtastes i Mit Feriepartner. Link fremsendes forud for lejemålets påbegyndelse. I nogle regioner bliver der opkrævet et gebyr for vandforbrug, hvor det i andre regioner er inklusiv i lejeprisen. Dette fremgår af din forbrugsregistrering. Skulle tællerstandene ikke være noteret, skønner Feriepartner forbruget.
Glemte sager
Feriepartner opbevarer glemte genstande i op til tre måneder efter et endt ophold. Genstandene fremsendes for lejerens egen regning.
Grill
Ved de fleste ferieboliger hører en grill til boligens inventar. Feriepartner påtager intet ansvar for kvalitet eller tilstand af denne grill.
Grund
I Feriepartners beskrivelser finder du ofte ordet “naturgrund”. Hermed menes lyngområde, højt græs, ujævn grund, vildt voksende hede eller lignende. Denne “naturgrund” er overladt til naturen, og du kan derfor ikke regne med, at hele arealet kan benyttes. Du kan heller ikke forlange, at græsset bliver slået, således at f.eks. børnene kan spille bold. Det er ikke tilladt at stille en campingvogn eller slå telt op på grunden. Læs venligst også punktet “Gæster” igennem.
Gæster
Vi vil gøre opmærksom på, at der aldrig må overnatte flere personer i ferieboligen, end der er angivet i husbeskrivelsen. Det er heller ikke tilladt at opstille telte, campingvogne eller autocamper på ferieboligens grund.
Havemøbler
I alle ferieboliger står havemøbler til rådighed, dvs. bord og stole. Parasol, liggestole og hynder hører ikke under denne kategori, og kan således ikke forventes at være til rådighed i ferieboligen.
Husdyr
I flere af Feriepartners ferieboliger er husdyr velkomne, men læs først husbeskrivelsen grundigt igennem før du booker en feriebolig. I ferieboliger, hvor husdyr er tilladt, må husdyret, alene bevæge sig på ferieboligens grund. Husdyret behøver ikke at være i snor på ferieboligens grund. Alle øvrige steder, herunder på offentlig vej, skal husdyret være i snor medmindre andet følger af offentlige forskrifter. Medbringes husdyr, er det ikke tilladt under nogen omstændigheder at efterlade husdyret alene i ferieboligen, ligesom husdyr aldrig må opholde sig i husets møbler, senge mv. Desuden beder vi dig sørge for at rydde op og rengøre efter husdyret i og omkring ferieboligen, herunder at fjerne dyrehår indvendigt og ’efterladenskaber’ udvendigt, så der ikke er ubehagelige overraskelser for de næste gæster, som skal holde ferie i huset.
Såfremt det kan konstateres, at der i strid med husbeskrivelsen for den enkelte feriebolig har været medbragt husdyr i en feriebolig, eller såfremt det kan konstateres, at der har været medbragt flere end det tilladte antal husdyr, er lejeren forpligtet til at betale kr. 5.000 til Feriepartner for manglende overholdelse af husbeskrivelsen, samt de almindelige lejebetingelser. Lejeren er ligeledes forpligtet til at betale beløbet, såfremt det kan konstateres at, husdyr har opholdt sig i møbler, poolrum mv.
Indretning/udstyr
Alle ferieboliger er privatejede og er indrettet efter ejerens smag og behov. Feriepartner kan derfor ikke tage ansvar for lejers individuelle forventninger. Såfremt intet andet er angivet er alle ferieboliger udstyret med toilet, koldt og varmt vand, håndbruser/brusekabine, komfur, kaffemaskine, støvsuger og radiatorer. Sengene har dyner (i enkelte tilfælde fjerdyner), hovedpuder og eventuel topmadras. Der er bestik og køkkengrej til det antal personer, som er tilladt i huset. Ring hvis du har spørgsmål til f.eks. indretningen. Til din ferie skal du medbringe følgende selv: sengetøj, håndklæder, viskestykke, klude, dug og toiletartikler.
Rengøringsmidler forefindes ikke altid i ferieboligen. Lejer bedes derfor selv medbringe rengøringsmidler.
Information om ferieboligen
Hvis du har spørgsmål omkring ferieboligen, kan du finde svar i ferieboligens digitale infomappe via Mit Feriepartner/dit bookinglogin.
Kørselsvejledning
Kørselsvejledningen kan du generere på fx Google Maps.
Linned
En linnedpakke indeholder: Sengelinned, lille og stort håndklæde samt viskestykke.
Forudbestilte linnedpakker bliver bragt til ferieboligen af vores personale og skal ved afrejse efterlades i huset.
OBS. Ved linnedpakker leveret i genanvendelige stofposer, skal stofposerne returneres sammen med det øvrige brugte linned ved afrejse.
Militærøvelser
I nogle områder i Danmark bliver der af og til afholdt militærøvelser. Disse aktiviteter finder så vidt muligt sted udenfor ferieperioder. Yderligere informationer kan du få hos Feriepartner. Nogle gange bliver øvelserne planlagt kortfristet, og det er derfor ikke muligt at give præcise oplysninger.
Opladning af elbil
I husbeskrivelsen på hjemmesiden under Faciliteter fremgår det, om opladning af elbil (gælder også hybrider) ved den lejede feriebolig er tilladt eller ej. Er opladning af elbil tilladt, fremgår det under Faciliteter hvilken opladetype, der stilles til rådighed og dermed er tilladt.
Handler lejeren i strid med husbeskrivelsen ved at oplade sin elbil, hvor det ikke er tilladt, er lejeren direkte erstatningsansvarlig overfor Feriepartner og ejeren af ferieboligen, for den skade og det tab som den uretmæssige opladning måtte medføre.
Reklamation
Skader og reklamationer skal ved lejens påbegyndelse omgående meddeles Feriepartner. Skulle det ikke være muligt ved ankomst, skal meldingen ske senest 48 timer herefter. Skader/mangler/reklamationer fører ikke nødvendigvis til rabat eller erstatning (s. §6 Almene forretningsbetingelser).
Rygning
Hvis det konstateres at der er røget indenfor i et ikke-ryger-hus, er lejeren forpligtet til at betale kr. 5.000 til Feriepartner, for manglende overholdelse af husbeskrivelsen. Hvorvidt der må ryges i ferieboligen, fremgår af husbeskrivelsen for den enkelte feriebolig.
Senge/sovepladser/skabsplads
Sengestørrelserne varierer meget. Bredden på en dobbeltseng varierer fra ca. 120-180 cm. Længden varierer fra 175-200 cm. Bredden af enkeltsenge varierer fra 60-85 cm. og længden fra 175-200 cm. Dobbeltsengene består ofte af en stor madras, nogle gange dog af to enkeltmadrasser. Ofte er der en skånemadras ovenpå af hensyn til hygiejne og udseende. Læg venligst eget lagen over skånemadrassen.
Der er som regel ret begrænset skabsplads i ferieboligerne. Man kan derfor ikke regne med, at alt medbragt tøj kan lægges/hænges i skabe. Nogle skabe er åbne eller med forhæng.
Slutrengøring
Rengøring inklusiv betyder det, at du ikke skal bruge de sidste timer af ferien på rengøring, men ferieboligen skal dog ved afrejse være ryddeligt og opvaskemaskine, køleskab og affald skal være tømt.
Spabad
Hygiejnen i et spabad er meget vigtig. Feriepartner sørger derfor for at spabadet ved hvert lejerskifte bliver rengjort grundigt for at bekæmpe bakterier. Hvis spabadet benyttes, skal du pr. person lægge en klor-tablet i vandet. Tabletterne findes i alle ferieboliger med spabad. Tænd venligst først for spabadet, når vandet er 10-15 cm over dyserne.
Sygeforsikring
Det anbefales at medbringe dit sygesikringsbevis, når du tager på ferie.
TV, Satellit-TV
Mange ferieboliger har tv og satellitforbindelse. Satellitboksen er indstillet efter den enkelte ejers ønske, og man kan altså ikke gå ud fra, at man kan tage alle danske programmer. Der kan forekomme dårligt signal eller helt udfald i modtagelsen (vejrforhold). Skulle der opstå problemer med TV/satellitmodtagelsen eller lign., kan det ikke garanteres, at dette kan repareres i weekenden eller om aftenen. I tilfælde af fejlbetjening eller ændringer i indstillingerne fra lejerens side, forbeholder Feriepartner sig retten til at beregne lejeren reparationen/nyindstillingen. Læs venligst altid brugsanvisningen eller ring til Feriepartner, hvis du er i tvivl om betjeningen.
Unge mennesker fra 3 personer
Da Feriepartner desværre ofte har haft problemer i forbindelse med udlejning til unge mennesker (bl.a. beskadigelse af inventar eller manglende slutrengøring), har det været nødvendigt at fastsætte en aldersgrænse på 25 år ved mere end 2 personer. Dette gælder naturligvis ikke unge mennesker, som er på ferie med deres forældre, eller to unge mennesker, som sammen lejer en feriebolig. Kontrolbesøg kan forekomme!
Utøj/insekter
Feriepartner gør særligt opmærksom på, at de danske sommerhuse ligger i naturområder. Naturligvis kan der forekomme myrer, fluer og edderkopper i disse naturområder. Dette kan der ikke gøres noget ved. Skulle der forekomme et ekstremt insektangreb i sommerhuset, kontakt da venligst Feriepartner. Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig.
Vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine
I mange ferieboliger er der vaskemaskine, tørretumbler og/eller opvaskemaskine. Skulle der opstå driftsforstyrrelser kan det ikke garanteres, at reparationen kan foretages i weekenden eller om aftenen. I forbindelse med fejlbetjening fra lejerens side, forbeholder Feriepartner sig retten til at beregne lejeren for evt. reparation. Læs venligst altid brugsanvisningen eller ring til Feriepartner, hvis du er i tvivl om betjeningen.
Vejrlig forhold
Feriepartner kan ikke drages til ansvar, hvis din ankomst til eller afrejse fra ferieboligen/nøgleudleveringsstedet er umuliggjort som følge af snefald, isslag eller andre vejrmæssige forhold. Dette gælder ligeledes vedr. skader, herunder personskader, som måtte udspringe heraf.
Leje af feriehus i vintermånederne
I tidsrummet fra 1. oktober til 31. marts bliver ferieboligen forvarmet således, at der ved ankomst er ca. 15 °C varmt. I poolhuse har poolen en temperatur på mellem 24 og 28 °C.
XYZ
Har du brug for flere informationer, står Feriepartner gerne til rådighed.
Gældende pr. januar 2023